lørdag den 11. oktober 2014

anmeldelse: 'Protein' af Pia Andreassen


Tilbage i august udkom Pia Andreassens bog; 'Protein. Sund, stærk og slank med 80 nemme opskrifter'. Den vil jeg da gerne, her bedre sent end aldrig, knytte et par ord til.

Bogen er indbundet som hardback og det kan kun klæde bøger, selv om jeg nu synes en paperback er dejlig, når den skal med i køkkenet, som denne opskriftsbog. Forsiden er prydet af lækre ingredienser og bagsiden er god appetitvækker. Bogens øvrige opsætning er ligeledes indbydende. Bogen er skrevet i et let forståeligt sprog og tekstafsnittet først i bogen er hurtigt læst.

Titlen indrammer bogens indhold; Protein. Med en kort intro - bogen første 20 sider - kommer du rundt om kostens makronutrienter. Her lægges der selvfølgelig vægt på proteinet og alle dens gode egenskaber. Der er masser af gode argumenter for at øge dit proteinindtag. Og du får en gennemgang af de forskellige kilder; animalsk, vegetabilsk m.m.

Men hos mig taber bogen point, da forfatteren i næste afsnit præsenterer hele to udgaver af en 'quickkur' på enten 5 dage eller en forlænget periode på 10 dage, hvor hun lover et vægttab på henholdsvis 2,5 og 4 kilo ved stortset udelukkende at basere din kost på protein. Altså en lynkur efter Atkins-principperne. Argh come on!
De hurtige løsninger er jeg kommet over, men har du mod på at afprøve Pia Andreassens påstand, så indeholder bogen en udførlig kostplan med vægttabs-guleroden i enden. Jeg vil dog påstå, at du i sidste ende hovedsageligt smider væske på bare 5-10 dage, så den del af bogen får ikke mine anbefalinger.


Kostplanen tager udgangspunkt i bogens proteinrige opskrifter. Bogens sidste og mest omfattende del indeholder nemlig 80 opskrifter med masser af inspiration til at få hele paletten af protein ind i kosten. Der er opskrifter til morgen, middag, aften, mellemmåltider og det søde - bagværk & dessert.


Opskrifterne er i hverdagskategorien og på et niveau, hvor alle kan være med. Personligt savner jeg lidt inspiration og synes, der er lidt mange mælkeprodukter ind over. Pia Andreassen er uden tvivl glad for skyr og quinoa ;)
Quinoagryn og -mel udgør erstatningen for dem traditionelle fuldkorn i bogens opskrifter. Fuldkorn fravælges til fordel for bælgfrugterne, der også er proteinrige, og grøntsager. Andreassens anbefalede fordeling af makronutrienter er 26/ 44/ 30 for henholdsvis protein/ kulhydrat/ fedt. Der skrues altså pænt op for proteinet - 2,1 gram per kilo kropsvægt, som er noget højere end de officielle anbefalinger på 0,8-1,1 gram per kilo kropsvægt. Til at øge proteinindholdet i kosten er der desuden en særdeles god oversigt over proteinindholdet i diverse fødevarer bagerst i bogen.

Vil du se, om en proteinrig kost kan gøre en forskel for dig, så er der god inspiration at hente i bogen.


Titel: 'PROTEIN. Sund, stræk og slank med 80 nemme opskrifter'
Forfattere: Pia Andreassen
Forlag: Politikens forlag
Vejl. udslagspris: kr. 250,-

God læselyst!


TAK!
til Politikens forlag for sponsorat af anmeldereksemplar. Anmeldelsen af bogen er 100 % udtryk for min egen holdning.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar